personfølsomme følelser

Det er nu tid til et yderst personligt indlæg, som jeg gennem hele mit liv har haft tæt på kroppen: psykiske sygdomme. Ideen til dette indlæg kommer fra sidste uges tema på DR om de usynlige sygdomme, der slider hårdere på mennesket, end man selv vil være vil. Grunden til at jeg tager netop dette emne op, er, at jeg selv har nogle diagnoser, som ikke er forfærdeligt gamle, men alligevel har fulgt mig en stor del af mit liv. Jeg ønsker ikke at fortælle hele min livshistorie, da det simpelthen ville blive for meget; både for jer og for mig selv, men jeg fortælle jer om enkelte dele, som jeg ikke er specielt stolt af, men alligevel har gjort mig stærkere.

For en del år siden begyndte de første tegn på en depression at vise sig. På det tidspunkt var jeg sandsynligvis det, man vil kalde selvdiagnosticeret. Jeg vidste, der var noget galt, jeg vidste, hvad det var, men jeg ville ikke stå inde for det, så jeg oprettede min facade, som jeg stadig har problemer med at holde nede. Grunden til min depression, som blev diagnosticeret for et års tid siden, var faktummet, at jeg er særligt sensitiv, hvilket en af mine andre, mindre kendte diagnoser, fortæller.

At være særligt sensitiv er hårdt. Man er konstant nødt til at leve i skyggen af tankerne om, hvordan man skal forholde sig i visse situationer, og hvordan man derefter skal handle. Jeg har let til stress og selvdestruktive tanker, hvilket jeg heldigvis, grundet intensiv behandling, er ved at være ovre. Dog har jeg, som alle andre mennesker, dårlige perioder, hvilket der skal være plads til, hvis man kan håndtere det på en rationel måde.

Psykiske sygdomme er et voldsomt debatteret disse år, og jeg har intet imod det. Jeg er dog overhoved ikke tilhænger af fordomme omkring dette emne, som meget let påvirker alle, jeg kender. Tabuet omkring psykiske sygdomme, mener jeg, bør brydes, da det ikke gavner nogen at tie om problemerne.