personfølsomme følelser

Det er nu tid til et yderst personligt indlæg, som jeg gennem hele mit liv har haft tæt på kroppen: psykiske sygdomme. Ideen til dette indlæg kommer fra sidste uges tema på DR om de usynlige sygdomme, der slider hårdere på mennesket, end man selv vil være vil. Grunden til at jeg tager netop dette emne op, er, at jeg selv har nogle diagnoser, som ikke er forfærdeligt gamle, men alligevel har fulgt mig en stor del af mit liv. Jeg ønsker ikke at fortælle hele min livshistorie, da det simpelthen ville blive for meget; både for jer og for mig selv, men jeg fortælle jer om enkelte dele, som jeg ikke er specielt stolt af, men alligevel har gjort mig stærkere.

For en del år siden begyndte de første tegn på en depression at vise sig. På det tidspunkt var jeg sandsynligvis det, man vil kalde selvdiagnosticeret. Jeg vidste, der var noget galt, jeg vidste, hvad det var, men jeg ville ikke stå inde for det, så jeg oprettede min facade, som jeg stadig har problemer med at holde nede. Grunden til min depression, som blev diagnosticeret for et års tid siden, var faktummet, at jeg er særligt sensitiv, hvilket en af mine andre, mindre kendte diagnoser, fortæller.

At være særligt sensitiv er hårdt. Man er konstant nødt til at leve i skyggen af tankerne om, hvordan man skal forholde sig i visse situationer, og hvordan man derefter skal handle. Jeg har let til stress og selvdestruktive tanker, hvilket jeg heldigvis, grundet intensiv behandling, er ved at være ovre. Dog har jeg, som alle andre mennesker, dårlige perioder, hvilket der skal være plads til, hvis man kan håndtere det på en rationel måde.

Psykiske sygdomme er et voldsomt debatteret disse år, og jeg har intet imod det. Jeg er dog overhoved ikke tilhænger af fordomme omkring dette emne, som meget let påvirker alle, jeg kender. Tabuet omkring psykiske sygdomme, mener jeg, bør brydes, da det ikke gavner nogen at tie om problemerne.

velkommen, april, velkommen

Jeg indrømmer blankt: nemesis-ter er begyndt at blive lidt tuttenuttet. Jeg har fået en mindre svaghed for lyse pastelfarver og hvid. Det er ikke godt for mit image som "hende der går i sort", men hvad fanden. Lidt forårsglæde skal der da være - og det skal udstråles. Jeg elsker foråret, man skal stadig gå i lag-på-lag, men stofferne er lettere og farverne er mindre dystre. Og så har jeg fået en vanvittig svaghed for blonder. Det er noget af det smukkeste, jeg længe har set, og jeg ville elske at gå klædt i blonder fra top til tå, men jeg vil heller ikke overdrive. Men velkommen til April - må du blive en fantastisk måned!

the one behind the screen

Jeg fik aldrig introduceret mig ordentligt, da jeg oprettede bloggen. Derfor må det være på sin plads, at I nu får lidt at vide om mig, Camilla.

1. Jeg har altid haft en spirrende drøm om at skrive, og senere udgive noget af mit eget. Om det bliver en bog, en digtsamling, en novelle eller artikler i form af journalistik, det ved jeg endnu ikke. Jeg ønsker i alt fald at skrive enten bøger eller andet, hvor jeg får benyttet mit sprog. 2. Jeg går i 2.g på STX, og når jeg er færdig, så vil jeg meget gerne læse journalistik på et universitet. Ikke nok med dette, så er jeg blevet ret hooked på designteknik, som jeg synes, virker ufattelig spændende. 3. Jeg har altid været en kreativ sjæl. Jeg har siden børnehaven tegnet, skrevet, læst og sunget. Jeg har altid lavet ting, der har gjort mig glad, og det fortsætter jeg med. For tiden er jeg glad for indretning og simple tegninger. Derudover elsker jeg at male, tage billeder og skrive små ting. 4. Jeg har blogget i rimelig lang tid. Omkring tre år, tror jeg. Jeg har haft en masse forskellige blogs, men nu har jeg denne, nemesis-ter, som jeg regner stærkt med, vil fortsætte i lang tid. Gerne flere år. Daft Mode, min gamle blog, nåede at leve i cirka to år. 5. Jeg har tre diagnoser, hvilke jeg fik konstateret for snart et år siden. Det er noget, der påvirker mig en del i min hverdag, da jeg har svært ved nogle helt almindelige hverdagsting, men jeg er generelt åben omkring det, og jeg gør alt, der står i min magt for at få det endnu bedre, end jeg lige nu har.

happy two months

For langt de fleste mennesker er dagen i dag nok ikke noget specielt. Det bør den måske heller ikke være for mig, men alligevel er i dag lidt bedre end mange andre dage. Jeg har nemlig været sammen med min kæreste i to måneder nu. Jeg synes, det er lang tid. Tiden er bare fløjet af sted, men jeg nyder hvert sekund. Det er længe siden, jeg sidst kunne sige det. Det betyder selvfølgelig også, at vi blev kærester juleaften. Ret kliché-ish, men det var efter forespørgsel fra min veninde og efter intensiv hjernegymnastik i form af "Spørger han? ... Eller skal jeg? ... Overlever jeg?". Men jeg overlevede, og jeg tror egentlig, at vi bare blev enige om det.

ordkløvende ordkløverier omkring omringelse

Det skal ingen hemmelighed være, at jeg har vanvittigt meget selvtillid. Jeg elsker at lege med makeup og lade som om, jeg ser godt ud, selvom jeg sjældent føler, jeg gør det. Overstående billede er at af mine mange selfies, som jeg selvfølgelig helst tager med mit kamera.
Min instagram (@nemesis_ter) er også fyldt med selfies og diverse små ting, der symboliserer, hvad jeg laver. Eksempelvis er jeg begyndt at digte en smule (hvilket jeg egentlig altid har gjort), og et par af disse bliver smidt op derpå. Når bloggen forhåbentlig vokser sig større, hvilket jeg altid har haft en drøm om, så vil der også komme små hints til indlæg fra min instagram.

Hvad er din instagram?

hvad er naturlig skønhed?

Da jeg så kvinden i overstående video, syntes jeg, hun var vanvittigt smuk. Måske var lyset ikke det, jeg ville foretrække, men hun var smuk. Gennem videoen påbegyndes så en redigering, af denne smukke kvinde, der transformeres til idealet for kvinder, der skal fremvises i offentligheden.
Jeg esker makeup. Jeg går selv med makeup hver dag, men jeg behøver som sådan ikke. Så længe mine øjenbryn er i orden, er jeg nogenlunde tilfreds.

Jeg synes, det er vigtigt, at man som hverken kvinde, mand eller barn føler pres over, hvordan man skal se ud og hvorfor. Modemagasiner har gennem en længere periode været en af mine største hobbyer, men det resulterede også i, at jeg blev opmærksom på, at det sjældent ses som "okay" at have urenheder, en rød næse eller tør hud. Der findes efterhånden en masse produkter, man ifølge medierne bør købe, benytte sig af og blive afhængig af.

Selv bruger jeg næsten ingen former for cremer. Jeg har måske lidt tørrere hud end andre, men jeg benytter mig da af en ganske normal ikke-vigtig-af-mærke creme en gang i mellem. I stedet for at bruge femhundrede kroner på en dyr creme, som jeg alligevel ikke gider at bruge, vil jeg i stedet bruge femhundrede kroner på at købe mig et lækkert stykke tøj, en hyggelig oplevelse eller andet, der vil give mig velvære.

Selvfølgelig er det fuldkommen lovligt og helt fint, hvis man går op i sin hud, makeup, krop eller hvad nu, man ønsker at bekymre sig over, men at man direkte kan presses til en holdning, et koncept eller andet, synes jeg er fuldkommen foruroligende. Så længe, man kan passe på sig selv, så er der intet galt i en hobby. Nogle spiller trommer, nogle maler, andre blogger, nogle køber dyre ansigtsprodukter og nogle træner, men alligevel handler det jo i og for sig om den samme ting; velvære.

Naturlig skønhed er i mine øjne set som noget nedprioriteret, der bør begyndes at ophøjes en del mere. Hvornår kommer der anti-makeup kampagner? Jeg er ligeglad med, hvordan man ser ud. Går man uden makeup, er man en naturlig skønhed i mine øjne. Pynter man sit ansigt en smule, er man stadig naturlig. Jeg er ikke tilhænger af krigsmalingen, som jeg desværre selv propper mit ansigt i, når jeg en sjælden gang i mellem tager til en fest.

Naturlig skønhed bør i mine øjne bibeholdes. Hurra for jer, der vælger at springe det ekstra lag mascara over i morgen. Hurra for jer, der er ligeglade med andres holdninger; sådan kommer man oftest længst.

ordet fashionological

Jeg må ærligt indrømme, at jeg synes, det her er lidt sejt. Eller nej, faktisk ufattelig sejt. Anna Wintour, en helt fantastisk kvinde, som jeg i lang tid har haft kendskab til. Fru Wintour er editor på det amerikanske Vogue. Det modemagasin, jeg allerhelst vil have fingrene i. Alexander Wang en af de designere, jeg værdsætter mest. Jeg er forelsket i de enkle men lækre design, han leverer. Nu er jeg selvfølgelig ufattelig glad for de forældre, jeg har, men skulle jeg have et par andre, så ville hr og fru AW nu ikke være de værste, hvis man ser på de kvaliteter og interesser, de har.

Disse gener har jeg sporet mig frem til gennem siden fffflash.com

en brise af mindsket ligegyldighed

Livet er forunderligt, og egentligt er søstre også. Jeg har ikke en søster, men min mor minder mig om det forhold, som søstrene Jedig har, Min mor og jeg, vi er som søstre. Bare uden alle de skænderier, man så ofte hører om. Min mor og jeg, vi er realister. Det er jeg i største grad i hvert fald. Jeg ved nogle ting, en syttenårig måske ikke bør vide .Jeg har en hukommelse som en gepards hurtighed, og af min psykolog har jeg fået at vide, at jeg minder om en gammel dame på 100 år - mentalt, altså.

Jeg ønsker at dræbe fordomme. Jeg er socialdemokrat med stort S, livsnyder med stort L og dobbeltmoralsk som bare fanden. Jeg er Camilla, og jeg nyder tilværelsen, jeg siger min mening, når jeg tør, og jeg er fuldkommen ligeglad med andres fordomme.

Jeg har gennem en længere periode været indehaver af bloggen daftmode.com, men jeg trængte til noget nyt, og gennem min tumblr, nemesis-ter.tumblr.com, er denne blog nu udsprunget.

Ud fra Marie Jedig, min all time-favorite blogger, har jeg opnået en trang og afhængighed til sort tøj. Min garderobe er ikke udelukkende sort, men det er fandeme tæt på. Jeg ejer intet i farve, jeg ejer kun sorte sko, og jeg er vild med mærker som Balmain, Helmut Lang, Alexander Wang, Chanel og Isabel Marant. Derudover er jeg vild med indretning, tegning, musik og serier. Herskende på bloggen vil indretning og tøj sandsynligvis være, men få holdningsprægede indlæg, som ofte ses på Sillewho, vil også florere rundt, hvis jeg nu finder noget spændende at kommentere på.