personfølsomme følelser

Det er nu tid til et yderst personligt indlæg, som jeg gennem hele mit liv har haft tæt på kroppen: psykiske sygdomme. Ideen til dette indlæg kommer fra sidste uges tema på DR om de usynlige sygdomme, der slider hårdere på mennesket, end man selv vil være vil. Grunden til at jeg tager netop dette emne op, er, at jeg selv har nogle diagnoser, som ikke er forfærdeligt gamle, men alligevel har fulgt mig en stor del af mit liv. Jeg ønsker ikke at fortælle hele min livshistorie, da det simpelthen ville blive for meget; både for jer og for mig selv, men jeg fortælle jer om enkelte dele, som jeg ikke er specielt stolt af, men alligevel har gjort mig stærkere.

For en del år siden begyndte de første tegn på en depression at vise sig. På det tidspunkt var jeg sandsynligvis det, man vil kalde selvdiagnosticeret. Jeg vidste, der var noget galt, jeg vidste, hvad det var, men jeg ville ikke stå inde for det, så jeg oprettede min facade, som jeg stadig har problemer med at holde nede. Grunden til min depression, som blev diagnosticeret for et års tid siden, var faktummet, at jeg er særligt sensitiv, hvilket en af mine andre, mindre kendte diagnoser, fortæller.

At være særligt sensitiv er hårdt. Man er konstant nødt til at leve i skyggen af tankerne om, hvordan man skal forholde sig i visse situationer, og hvordan man derefter skal handle. Jeg har let til stress og selvdestruktive tanker, hvilket jeg heldigvis, grundet intensiv behandling, er ved at være ovre. Dog har jeg, som alle andre mennesker, dårlige perioder, hvilket der skal være plads til, hvis man kan håndtere det på en rationel måde.

Psykiske sygdomme er et voldsomt debatteret disse år, og jeg har intet imod det. Jeg er dog overhoved ikke tilhænger af fordomme omkring dette emne, som meget let påvirker alle, jeg kender. Tabuet omkring psykiske sygdomme, mener jeg, bør brydes, da det ikke gavner nogen at tie om problemerne.

nu iført blå øjne og lyserød trutmund

i'm back

Nu kan jeg officielt fortælle, at jeg har været i London, og hold kæft hvor var det fedt. Byen er femtenhundrede gange større end København, hvorfor den er endnu større end byen, jeg bor i. Det tog bussen en time at køre gennem en del af London for at komme til hotellet. Jeg har gennemsnitligt gået mellem 15 og 20 kilometer - også selvom vi flittigt benyttede os af undergrundsbanen. På hotellet var der intet WiFi, derfor har bloggen stået stille så længe. Jeg vil snarest muligt planlægge indlæg, så I kan få noget at se på igen. Hvornår det kommer til at ske, har jeg ingen anelse om, men snarest muligt! Jeg håber, I har haft en god uge, for min har været helt fantastisk!

old instagram

Gamle selfies fra dengang jeg havde langt hår. Det er nu et halvt år siden, jeg klippede mig korthåret, og jeg har fortrudt det en helvedes masse gange.  Jeg kan ikke vente til, at det igen går mig til under brystet. Det er den længde, jeg synes, der passer mig bedst, og hvis jeg ikke lader mit pandehår gro helt ned, så indrammer det mit ansigt, og det kan jeg ret godt lide. Som man kan se på billedet øverst til højre, så får jeg mig en gang i mellem nogle vanvittige udgroninger. Jeg begyndte for et års tid siden at farve mit hår mørkt, og jeg elsker det. Det værste er bare, at jeg naturligt har en leverpostejsbrun hårfarve, som giver de grimmeste udgroninger. Øvøv, men sådan er det jo, når man vælger at slide sit hår med kemikalier.

oh sweetest love

Mit kæreste eje er nok min kæreste. Jeg ejer ham ikke, nej, men det er næsten ved at være tæt på. Jeg elsker at tilbringe min til med ham, og vi kan lave alt. Det ene øjeblik kysser vi med åbne øjne og tunger ude i luften, det andet øjeblik er jeg pludselig begyndt at græde, og han trøster mig, og det tredje øjeblik ligger jeg i hans arme og nyder hans selvskab. Kærlighedsindlæg ender I sikkert med at blive ufattelig træt af, for jeg rummer mere lykke end nogensinde før, og visse mennesker ville sandsynligvis kalde mig "kærestekedelig", men hvad fanden. Jeg er forelsket, jeg bruser af lykke, og livet er bare helt fantastisk!

miss selfie strikes again

Jeg elsker at tage billeder af mig selv. Jeg elsker at posere foran kameraet og finde det bedste lysindfald. Jeg elsker at dulle mig op, proppe fem kilo makeup i fjæset og smile med mine lidt-for-store kinder og vifte med mit lidt for korte hår og lege med underlige blikke og fabelagtige poseringer. Allerhelst foran mit kamera, selvfølgelig, for det bliver jo bedst mulig kvalitet, men det gør mig nu ikke noget at tage en hundredefemoghalvfjerds selfies med min telefon, for lidt selvisk skal man jo være - ikke?

the one behind the screen

Jeg fik aldrig introduceret mig ordentligt, da jeg oprettede bloggen. Derfor må det være på sin plads, at I nu får lidt at vide om mig, Camilla.

1. Jeg har altid haft en spirrende drøm om at skrive, og senere udgive noget af mit eget. Om det bliver en bog, en digtsamling, en novelle eller artikler i form af journalistik, det ved jeg endnu ikke. Jeg ønsker i alt fald at skrive enten bøger eller andet, hvor jeg får benyttet mit sprog. 2. Jeg går i 2.g på STX, og når jeg er færdig, så vil jeg meget gerne læse journalistik på et universitet. Ikke nok med dette, så er jeg blevet ret hooked på designteknik, som jeg synes, virker ufattelig spændende. 3. Jeg har altid været en kreativ sjæl. Jeg har siden børnehaven tegnet, skrevet, læst og sunget. Jeg har altid lavet ting, der har gjort mig glad, og det fortsætter jeg med. For tiden er jeg glad for indretning og simple tegninger. Derudover elsker jeg at male, tage billeder og skrive små ting. 4. Jeg har blogget i rimelig lang tid. Omkring tre år, tror jeg. Jeg har haft en masse forskellige blogs, men nu har jeg denne, nemesis-ter, som jeg regner stærkt med, vil fortsætte i lang tid. Gerne flere år. Daft Mode, min gamle blog, nåede at leve i cirka to år. 5. Jeg har tre diagnoser, hvilke jeg fik konstateret for snart et år siden. Det er noget, der påvirker mig en del i min hverdag, da jeg har svært ved nogle helt almindelige hverdagsting, men jeg er generelt åben omkring det, og jeg gør alt, der står i min magt for at få det endnu bedre, end jeg lige nu har.

happy two months

For langt de fleste mennesker er dagen i dag nok ikke noget specielt. Det bør den måske heller ikke være for mig, men alligevel er i dag lidt bedre end mange andre dage. Jeg har nemlig været sammen med min kæreste i to måneder nu. Jeg synes, det er lang tid. Tiden er bare fløjet af sted, men jeg nyder hvert sekund. Det er længe siden, jeg sidst kunne sige det. Det betyder selvfølgelig også, at vi blev kærester juleaften. Ret kliché-ish, men det var efter forespørgsel fra min veninde og efter intensiv hjernegymnastik i form af "Spørger han? ... Eller skal jeg? ... Overlever jeg?". Men jeg overlevede, og jeg tror egentlig, at vi bare blev enige om det.

ordkløvende ordkløverier omkring omringelse

Det skal ingen hemmelighed være, at jeg har vanvittigt meget selvtillid. Jeg elsker at lege med makeup og lade som om, jeg ser godt ud, selvom jeg sjældent føler, jeg gør det. Overstående billede er at af mine mange selfies, som jeg selvfølgelig helst tager med mit kamera.
Min instagram (@nemesis_ter) er også fyldt med selfies og diverse små ting, der symboliserer, hvad jeg laver. Eksempelvis er jeg begyndt at digte en smule (hvilket jeg egentlig altid har gjort), og et par af disse bliver smidt op derpå. Når bloggen forhåbentlig vokser sig større, hvilket jeg altid har haft en drøm om, så vil der også komme små hints til indlæg fra min instagram.

Hvad er din instagram?

more than a month making a movie

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle sige, at jeg var blevet skuespiller. Men det er jeg. Selvfølgelig er det blot en meget lille birolle i en film, der kommer til at tage omtrent atten minutter, men jeg er sgu med. Generelt har det været et stressende men stadig lærerigt forløb. Vi har filmet i de sidste to weekender, og det har været ufattelig hyggeligt. Det mest underlige ved forløbet har været at skulle præstere. Instruktør, kameramand, lydmand samt producer er alle personer, som jeg kender. Dermed har det været meget grænseoverskridende at skulle være på konstant foran disse mennesker, men det har alligevel været sjovt at prøve.

Det er på et tidspunkt præmiere, og jeg glæder mig, men først skal al klippearbejdet overståes, hvilket godt kan tage sin tid! For at tjekke forløbet, gå da ind på DETTE link, hvilket fører jer til produktionsselskabets blog, der fortæller om forløbet!

unfaithful photobooth

Jeg elsker selfies. Jeg elsker photobooth. Jeg elsker at gennempryde min computer med billeder af mig selv, selvom jeg intet selvværd har. Jeg elsker at dulle mig op med alt for meget makeup, jeg hader at jeg klippede mit lange hår af, jeg elsker, at jeg har mit kamera; selvom jeg sjældent bruger det.

ordet fashionological

Jeg må ærligt indrømme, at jeg synes, det her er lidt sejt. Eller nej, faktisk ufattelig sejt. Anna Wintour, en helt fantastisk kvinde, som jeg i lang tid har haft kendskab til. Fru Wintour er editor på det amerikanske Vogue. Det modemagasin, jeg allerhelst vil have fingrene i. Alexander Wang en af de designere, jeg værdsætter mest. Jeg er forelsket i de enkle men lækre design, han leverer. Nu er jeg selvfølgelig ufattelig glad for de forældre, jeg har, men skulle jeg have et par andre, så ville hr og fru AW nu ikke være de værste, hvis man ser på de kvaliteter og interesser, de har.

Disse gener har jeg sporet mig frem til gennem siden fffflash.com

en brise af mindsket ligegyldighed

Livet er forunderligt, og egentligt er søstre også. Jeg har ikke en søster, men min mor minder mig om det forhold, som søstrene Jedig har, Min mor og jeg, vi er som søstre. Bare uden alle de skænderier, man så ofte hører om. Min mor og jeg, vi er realister. Det er jeg i største grad i hvert fald. Jeg ved nogle ting, en syttenårig måske ikke bør vide .Jeg har en hukommelse som en gepards hurtighed, og af min psykolog har jeg fået at vide, at jeg minder om en gammel dame på 100 år - mentalt, altså.

Jeg ønsker at dræbe fordomme. Jeg er socialdemokrat med stort S, livsnyder med stort L og dobbeltmoralsk som bare fanden. Jeg er Camilla, og jeg nyder tilværelsen, jeg siger min mening, når jeg tør, og jeg er fuldkommen ligeglad med andres fordomme.

Jeg har gennem en længere periode været indehaver af bloggen daftmode.com, men jeg trængte til noget nyt, og gennem min tumblr, nemesis-ter.tumblr.com, er denne blog nu udsprunget.

Ud fra Marie Jedig, min all time-favorite blogger, har jeg opnået en trang og afhængighed til sort tøj. Min garderobe er ikke udelukkende sort, men det er fandeme tæt på. Jeg ejer intet i farve, jeg ejer kun sorte sko, og jeg er vild med mærker som Balmain, Helmut Lang, Alexander Wang, Chanel og Isabel Marant. Derudover er jeg vild med indretning, tegning, musik og serier. Herskende på bloggen vil indretning og tøj sandsynligvis være, men få holdningsprægede indlæg, som ofte ses på Sillewho, vil også florere rundt, hvis jeg nu finder noget spændende at kommentere på.